Er du pædofil?

Jeg vil tage hul på min blog idag, med et lille tankespil:
Hvis man ser en voksen mand gå med en lille pige i hånden, så har samfundet skabt et automatisk pop-up billede i vores hoveder med teksten "Pædofil" blinkende i alverdens farver.

hvis han også begynder at kilde hende, ja så er vi nærmest klar til at rykke ind og fjerne denne klamme forbryder.

Dette er naturligvis forrykt, for det kan sagtens være at denne mand blot har begået den forbrydelse at elske sin datter.
Men hvordan ville ens samvittighed reagere hvis det senere viste sig at den mand som man blot smilede til da han holdt om den lille pige i virkeligheden var en pædofil stodder som havde kidnappet den lille pige?

Nej, det er bedre at være på vagt...

Eller er det egentlig det?
Kan man bedømme det når man ikke er andet end en simpel forbipasserende?

Hvordan ser andre på det når man leger med sine børn?

Må man efterhånden overhovedet SE på mindreårige, uden at overveje hvordan dette kunne se ud for udenforstående?

Jeg synes det er uhyggeligt...

Sommer, saftevand og sex på sofaen

Er man ikke ligeglad med at genboen kan se ind af vinduet, når man render nøgen rundt og svinger med sagerne?

Betyder det noget at man er løbet tør for køkkenrulle, når solen får alle bekymringer til at forsvinde?

Fremtiden kan ikke komme og irritere os med sine forstyrrende tanker når der er grønne blade og duftende vinde.

Jeg sidder ved mit spisebord, med min computer, en helvedes masse papirer, ømme bryster og saftevand i et stort gennemsigtigt glas og isterninger til randen...
Jeg sveder en anelse i nakken og på næseryggen, men fordi jeg er indenfor beskytter de tynde murer mig imod den kvælende varme.
København med bilos og dampende asfalt. Jeg elsker dig.

Åh min elskede, du som er væk fra mig.
Kom til mig, forgrib dig på mig i et uforudset øjeblik i min grønne sofa.

På med bukserne min ven

Så sidder vi her igen, med vores meget benyttede og elskede computer.
Vi klikker og klikker, mærker mundvandet som driver ned af hagen og minder os selv om at vi måske burde huske at synke engang imellem.
Varmen og sveden er til stede, men den er for fysisk til at kunne opfattes når vi er sunket ind i det helt andet univers der er foran os.
Der findes noget seksuelt ved det hele, også selvom vi slet ikke har taget pikken frem fra de plettede mørke jeans endnu.
Men det kommer jo snart, der er ingen grund til at skynde os.

Man kan spørge sig selv: Hvad føler de? Hvilket udbytte skabes der for dem, når de gør det? Har de det på samme måde med dem allesammen?

Pædofili.


Det er betegnelsen for seksuel tiltrækning til børn.

Jeg gentager lige, og leder din tankegang den rette vej :
Seksuel tiltrækning.

Hvor hører man ellers dette udtryk blive brugt?
Jo, det kan jeg snildt fortælle dig. Seksuel tiltækning er hvad der bliver beskrevet når vi taler om kærlighed, sex og forelskelse.
Seksuel tiltrækning er noget der er omkring os, noget alle dyrker, elsker, udnytter, observerer, nyder og bruger ...
Seksuel tiltrækning er baseret på lyst. Og nogle mennesker i denne verden, har lyst til børn.


Efterhånden kan vi her i Danmark godt stryge ordet pædofili fra listen over tabuer, og vi jagter de skyldige med hø tyve og piske for at give dem den fortjente straf.
Og hvem helvede kan dog i fuldt alvor tillade sig at betvivle denne tankegang?
Hvem kan ærligt talt påstå at de pædofile ikke fortjener det?

Jeg kan ikke.
Og jeg er endda ung og har ingen børn... endnu ...
Men hvis jeg mig får en lille vidundelig smuk pige, en dag ser på hende når jeg henter hende fra børnehave og i hendes øjne finder en vidnesbyrd om et seksuelt overgreb - så tør jeg ikke beskrive hvad jeg ville ønske for den skyldige.
En forældres naturlige reaktion vil være den samme i langt de fleste tilfælde.


For voksne mennesker må ikke, ikke, ikke, ikke, IKKE røre ved børn og få seksuel tilfredsstillelse herved.
Især ikke vores egne børn.

Man kan kalde det en sygdom, man kan kalde det medfødt, man kan kalde det forbrydelser imod menneskeheden.
Men det ER altså seksuel tiltrækning.
Det er baseret på det samme som det du og din kæreste deler, det vores forældre deler (eller HAR delt tydeligvis) på det som hele vores eksistens er baseret på.
Problemet er jo at tiltrækningen er rettet imod det forkerte mål.

Målet er noget uskyldigt, noget rent og noget der ikke har mulighed for at forsvare sig.
Så hvad kan man gøre hvis man har denne sygdom? Denne pest, der gør hjernen grøn og pikken stiv? Benægter den? Hvor længe? Hvordan?

Jeg spørger igen: Hvad føler de?
Hvad føler de skyldige når de ødelægger et lille menneske?
Tænker de overhovedet på nogen måde på deres handlingers konsekvenser?


Indtil videre er min helt klare teori at de føler nøjagtigt det samme som jeg føler når jeg ser min kæreste.
De pædofile er ikke monstre.

De er mennesker med en seksuel tiltrækning.

Han lagde telefonen ned i lommen, efter at have skrevet til hende. På en måde var følelsen i maven en blanding imellem glæde og en forfærdelig fornemmelse for den nærmeste fremtid.

Hans mor sad og snakkede ud i den blå luft, hendes ord omhandlede sandsynligvis enten praktisk angående skiene, eller en eller anden tom form for sladder.

Det lå lidt til hende. Hun havde en helt speciel måde at være snobbet på, som mest gav sig til udtryk ved hendes enorme gabende hul der hvor andre normalt har en eller anden form for substans, som de kan basere deres opførsel på. Men denne kvinde… Det eneste hun havde, var sin mands liv.

Og dog var hendes stædighed optimal, når det kom til en blankpoleret overflade, rene børn, rent hår, rent tøj, en ren bil og ikke mindst et skinnende rent køkken.

Og nu sad hun der, i sædet foran han og pludrede løs om noget han ikke gad sætte sig ind i, så langt henne i hendes strøm af ord. Erfaringen fortalte ham at det nok ville være omsonst at forsøge at følge med alligevel, specielt i tilfælde af en god omgang sladdersnak.

Hans øjne gled over til hans far. Manden der på mange måder var udefinerbar. Man kan sige, at hans snobberi ville have en solid grobund, bygget af jakkesæt, motorcykler og en fantastisk stilling. Og alligevel sad han der blot, afslappet og tilbagelænet og overvejede om han havde lyst til en is eller en burger, eller muligvis begge dele så snart de kom til den nærmeste McDonald’s.

Hans humor havde karakter og charme, og når man så på ham fik man en fornemmelse af at dette var en mand med styr på alting.

Men hvis man så dybere, ind i hans øjne og i hans tanker – fik man et indblik i tankerne hos en frustreret magtfrarøvet mand, som altid måtte stå i skyggen af sin kone. Han måtte give hende noget, så hendes sult for perfektionisme kunne mættes, ellers vidste han at hun ville begynde at æde af ham, med en grusom start ved hans manddom.

Men dette så han ikke, da han så på sin far. Han så blot sin far, siddende bag rattet og nynne en glad melodi.

Hans telefon havde endnu ikke vibreret, og han begyndte så småt at overveje at sende en rykker – da han vidste de var over halvvejs på vejen til grænsen, og derefter ville priserne for bare en enkelt sms stige fuldstændigt.

Men han lagde tankerne lidt bort, og væbnede sig med endeløs tålmodighed.

Kendte hun ham egentlig så godt som hun troede? Med et skjult smil tænkte han på hvordan de altid snakkede sammen. Fortroligt. Alting kunne nævnes imellem dem, og intet forblev usagt.

Han vidste godt hvad hun ville tænke hvis de snakkede om det, og også hvad hun ville sige.

Naturligvis ville hun komme med en censureret udgave af sine tanker, omhandlende hans tidligere løgne.

Hendes mistro. Den sårede ham, men han forstod dog alligevel hvordan hun måtte føle. Han havde følt det samme før, og på baggrund af disse fælles lidelser, var denne utroligt tætte nærhed blusset frem.

En smerte i hans ben vækkede ham fra den halvdøsige tilstand han var svævet ud i, og da han kiggede ned på sit venstre knæ undrede synet ham.

Det lod ikke til at der skulle være noget galt, men alligevel var smerten hul og konstant.

Hans fingre lod han glide ned over jeans stoffet, bare for lige at mærke efter. En enormt latterlig refleks, men alligevel er man nødt til at føle efter, for at sikre at øjnene stadig virker.

Lige så pludselig som den var kommet, forduftede smerten igen da hans fingre nåede midten af knæet.

Med et skuldertræk løftede han blikket, og fik øjenkontakt med sin lillebror.

Han så ikke på ham med bekymring, selvom han uden tvivl havde haft bemærket sin storebrors ansigtsudtryk få øjeblikke før. Han så bare på ham med en ligegyldighed, og vendte igen blikket imod skærmen på computeren, der stod usikkert på hans skød.

Det lykkedes ham aldrig at gennemskue lillebroren. Måske var det bare ikke meningen at han skulle forstås, men det tvivlede han nu på. Han behøvede nu heller ikke forstå ham for at elske ham.

Og denne egenskab var nok højst sandsynligt den egenskab der gjorde ham i stand til både at elske hele sin familie, men også hende.

Han så med et ømt blik over på sin far. Den man han beundrede mest, men samtidig foragtede mest. Faren kunne føle sin søns blik, og smilede til forruden, selvom de nu godt begge vidste det var et smil forbeholdt ham. Hans mors pludren var standset, da hun bemærkede at ingen længere kom med små lyde, der bekræftede de lyttede endnu. Det var nu ikke fordi de havde gjort det før, men eftersom hun havde ønsket de skulle gøre det, havde hun også hørt lydene klart og tydeligt i sit hoved.

Nu gad hun vel ikke rigtigt mere, og valgte derfor at tie stille, og i stedet tage sin mands hånd.

Det er ikke til at vide om det var denne gestus der resulterede i uheldet. Det kan også være det var den ødelagte gadelampe, lyden fra filmen, en tanke der fløj igennem ham og fik ham til at gasse op, eller måske bare ingenting?

Han sad og så ud af vinduet, på trætoppene der for fordi, da det hele først blev gråt, dernæst sort og til sidst rødligt…

Han åbnede øjnene kun få minutter senere, selvom det for ham ligeså godt kunne have været flere dage efter. Han så sin mor, liggende nær ved af sig. Ved sig selv nåede han at tænke at det ikke ligefrem var den død hun kunne have ønsket sig.

Der løb blod fra utallige sår over hele hendes ansigt, og han kunne næsten ikke finde så meget som et stykke hud der ikke var farvet af blodet.

Hendes øjne havde ligheder med en dukkes, og de vendte henholdsvis op i himlen og hen på ham. Han kunne ikke bevæge sine ben eller sine arme, men det lykkedes ham at bevæge hovedet. Lykkerusen over at være i live for igennem ham, men den varede kortvarigt. Han vidste han måtte ligge på vejen, et eller andet sted. Han havde ingen anelse om at han lå midt på kørebanen. Han lagde godt mærke til at det var bemærkelsesværdigt mørkt, men vidste ikke at dette var på grund af en smadret gadelygte som han lå lige under. Bilen, med både faren og lillebroren var landet længere nede af vejen, og der var allerede nysgerrige som begyndte at sænke farten i den modsatte kørebane, for bedre at kunne se.

Lastbilen så også bilen. Og det var der han havde sit fokus, så han havde ikke øjnene på vejen lige foran ham. Måske kunne han havde nået at standse op, dreje af eller være bevidst om sin handling – hvis han ikke havde gloet nysgerrigt efter den smadrede bil.

Men det gjorde han. Så han fortsatte med samme fart. Direkte over kroppen, der lå på vejen under den smadrede gadelygte.

Han så godt lastbilen komme. Og hans sidste tanke var, at man måske burde have ryddet lidt op på sit værelse inden man tog hjemmefra.

Skrevet af Pernille Elleboe, den 11. februar 2008 klokken halv fem til halv seks om morgenen.

Den søde kærlighed

Man kan sige ordet kærlighed i mange sammenhænge, på mange måder og på mange sprog.

Man kan kæmpe om hvilken slags kærlighed der betyder mest, man kan kæmpe om den man elsker, man kan græde fordi man har mistet kærligheden og man kan blive skør af kærlighed.

Ja faktisk, når man tænker over det så er kærlighed bestemt ikke lutter lagkage.

Og det at elske... Ja, det er bestemt heller ikke nemt. Måske burde man sætte sig ned og tænke igennem.. Lave nogle overvejelser omkring hvad man egentlig bruger kærligheden til? Men det har vi ikke tid til i denne verden. Vi skal frem, videre, rundt og rundt i ring. Vi styrter nok på et tidspunkt, men pyt med det... Vi nåede jo næsten vores destination, et sted på succesens stige.
Og undervejs, på den travle vej op så glemte vi hvad vi egentlig lever for.
Nogle kan sige at vi lever for at få succes og blive anderkendt. Andre, at vi lever for at redde fremtiden. Og nogle helt tredje synes at vi lever for at videreføre arten.
Tja, jeg personligt tror at vi lever for at elske at vi er her... Måske er vi her ikke længe, men hvorfor ikke dyrke den skønhed vi er blevet placeret midt i ?

Hvad er der galt med at sætte sig ned, skrue op for den slags musik DU har en kærlighed til... Og lytte. Bare lukke øjnene og lytte, og tænke over hvor vidunderligt heldige vi er at kunne frembringe nogle lyde så vidunderlige og smukke?

Og hvad er der galt med at bruge sine øjne, og opleve hvor du befinder dig hver eneste dag?
Du bor nok der hvor du bor fordi der er noget i nærheden du elsker. Eller fordi du bare elsker selve stedet... Så hvorfor ikke nyde at du har den kærlighed?

Og HVAD er der dog i vejen med at elske andre? Hvad er det forfærdelige i kram, kys og elskov? Hvorfor skal kærligheden gemmes væk, til hver onsdag klokken 22.00 ? Hvorfor er det forkert at man stikker tungerne langt ned i halsen på hinanden ude i offentligheden? Hvis man har et helt seriøst problem med at andre udtrykker deres kærlighed imens du står ved siden af, så længe man har kontrol over sig selv - Så må man jo selv have et problem med nærhed, og måske gør det faktisk en til en bitter og ubehagelig person... Er det ikke en mulighed at man selv er et større problem for sin omverden, end det forelskede par man har set sig sur på?


Kærligheden er over alt... Vi brokker os hvis den mangler, og vi brokker os hvis der er for meget af den. Hvorfor skal den ting der burde bringe mest glæde - bringe mest sorg?